Kender du de der dage hvor alt bare er imod en?!
Vi havde netop forladt vores fantastiske værter Lisa og Joseph med maverne fyldt af kosher mad. Så stod vi der, helt alene, midt i hipsterby nummer 1, med et skæg der slet ikke var ironisk nok. Vi havde tre halve aftaler, en i Seattle, en i Vancouver og en i den østlige del af Portland, men der var ikke rigtig nogen der svarede os. Vi valgte (i trods) at køre ud til Multnomah Falls for at tage nogle mande-selfies og efterfølgende overnatte i bilen!
Det gik egentlig meget fint, og vi havde en nydelig aften - alle dage kan jo ikke være spækket med hurtige biler og nøgne damer! I morgen ville vi med sikkerhed have hørt fra folk og så ville alt gå gelinde igen. Det var hvertfald vores plan, men Susan havde en anden dagsorden, hun begyndte i løbet af natten at vrøvle noget om at motoren skulle tjekkes.
Det er her historien tager et stemningsdyk, så,hvis du kun er til liv og glade dage, så skal du nok bare scrolle ned i bunden og se flotte billeder
Fluks tog vi hen på vores yndlings restaurant, både for at se om folk havde svaret, og for at Google "check engine Subaru help". Knap havde vi åbnet motorhjelmen og trukket benet tilbage for at sparke dækket, førend en lille buttet mand, med topmave, et halvt sæt tænder og en frisure der kommer direkte fra en schlagerfest, stod bag os. Han introducerede sig selv som Subaru-Paul, og han elskede Subarus, så meget, at han simpelthen blev nødt til lige at tage en bette kigger på vores pragteksemplar af en Outback. Vi delte vores bekymringer, og han stak hovedet godt ned mellem kadangaksler og olieventiler, hvorved han præsenterede os for en røvsprække af guddommelige længder. Han vurderede at dækkene så fine ud, at køleren kølede, at olien var fin og, nårh ja, at motoren nok start brød sammen, hvis ikke hovedventilen blev skiftet...
...Bare lige til vores info
Vi sagde tusind tak for hjælpen, og forlod hurtigt Subaru Paul, som kun lige var begyndt at fortælle om hans tyske familie, og boligen oppe nordpå. Henne ved værkstædet stak mekanikeren snuden ned i kølervæsken, tog en ordentlig sniffer og konkluderede: "Ja, det ser ikke for godt ud; hovedventilen er ved at ryge og det bliver nok omkring 2000 dollars (plus tax), og det kommer til at tage et par dage..."
"Men jeg har ikke tid før næste uge"
Bliver Susan mon nogensinde rask? Hvad er en hovedventil egentlig? Og er der flere Jøder i Portland? Find ud af dette, og meget mere, i næste afsnit








Ingen kommentarer:
Send en kommentar