fredag den 28. marts 2014

Super Duper Subaru

Bare lige så vi er helt på det rene: vi har købt en bil!!


Jeg gentager: VI HAR KØBT EN BIL!!!!!! 
32 MGP, firhjulstrukket, læderdetaljer, automatgear og flere skrammer end du kan tælle på to hænder, men nøj hvor er hun lækker. 


Vi har ledt overalt på nettet, og var da også ude og se både Buick, racerrød Dodge og en moderigtig mint Cadillac, men de var bare ikke... sådan, du ved... rigtige. 
Om sider fandt vi en lovende bilsælger, og tog ud til ham. Først en grundig sondring af udvalget, så en prøvetur, lidt dækspark og lidt prutten om prisen (man er vel nordjyde), og så havde hende. 


Eller, det vil sige: vi skulle lige underskrive her, her, her og 11 andre steder, samt fire set initialer, men så var hun også vores!



Vil du se hvordan det føles, at være nyudklækkede bilejere?


mandag den 24. marts 2014

The horrors of Mission Motel

Det var første nat i L.A. (Dun dun duuuuuuuh)


Vi havde booket et motel online, og tænkt "det var da både nemt og billigt" og grunden blev meget klar, da vores taxachafførs første reaktion var "why you have to stay dis place? Please do not go out at night". Med disse betryggende ord rungende i baghovedet fandt vi vores værelse og var sådan set godt tilfredse, i hvert fald indtil natten faldt på. Det skulle vise sig, at en god nats søvn var langt fra de andre beboers primære fokus (wink, wink, nudge, nudge)


Så næste morgen klemte vi hurtigt vores sunde morgenmad ned, og skyndte os hen mod metroen, velvidende, at vi havde flere nætter til gode. Vi trak i lidt tråde og fandt vores rednings(mænd).

Nu bor vi i den finere del af Hollywood sammen tre bøsser: John, John og Steve. 

Inden du siger noget omkring at dømme andre på udseendet, så er her husets eneste litteratur:


Den ene John har store drømme om at blive scriptwriter, hvilket har resulteret i lidt over tyve år som tjener, og en ganske imponerende dvd samling. 
Den anden John er lidt mere af en spradebasse. Har været i flyvevåbnet i Vesttyskland, børsmægler i New York og drømmer nu om at gifte sig med en rig koreansk mand og flytte til Palm Springs. 
Steve, sover på sofaen, fester og samler på ekskærester... Måske arbejder han også?
Det lyder måske som et setup til en dårlig komedie, men ak nej, det er den pure sandhed.


Deres sofa, og vores ydmyge rede de næste par dage


Men nok om vores fantastiske værter, vi er jo i Hollywood baby!
Vi har set noget stjerneværk på jorden, sjosket ned af Sunset Boulevard, mødt en fynbo og gået hele vejen op til Hollywood skiltet - bare for at få en selfie



Vi leder nu efter bil, måske vi finder en i næste indlæg?

søndag den 23. marts 2014

Rejsen herover

Vi er nu landet i L.A. Og lad os lige slå en ting fast: USA, det er lige os! 
Inden vi kommer alt for godt i gang, er her et lille tilbageblik på rejsen herover (i billeder)

Turen startede med en køreprøve for mit vedkommende, noget som ikke gik forfærdelig godt, men jeg fik vidt blinket lidt til den kvindelige førersagkyndige, så nu har jeg allerede et internationalt et af slagsen


Så gik turen ellers med tog til København, hvor vi skulle overnatte hos Fredrik. Vi fulgtes med Marks kæreste Laura, som skulle samme vej.
Som ved et tilfælde var der tre ledige pladser til os, men det gik hurtig op for os hvorfor netop disse tre klapstolesæder ikke var taget, kort tid efter vi havde sat os åbnede døren til toilettet sig og en ugudelig dunst fyldte vores næsebore. 

For at være friske til morgendagens rejse overnattende vi hos Fredrik, men som det kan ses på billedet endte det i den vildeste fest


12 timers flyve tur på 1 minut:
Stewardesenerne så mistænkeligt Malaysiske ud
Frozen er godkendt
Mark er bedst til Kasino
Harry Potter på spansk
Vi fik klemt et halvt kilo slik ned hver
Vi så Grønland 
Flyet havde "verdens mest spændende og moderne 3D Info-grafik" 
Sidstnævnte viste sig ikke at være rigtigt





Så nåede vi US border protection, hvor den mest liflige duft af pomfritter mødte os - lugten af frihed har aldrig før været så potent



Stay tuned for the horrors of Lynwood Mission Motel

lørdag den 22. marts 2014

Ting vi siger farvel til

Vi sidder nu og venter på at boarde flyet. Blandt et halvt hundrede svedende danskere fordriver vi tiden med poker og mindes alt det vi skal sige farvel og tobak til.

Morgenen startede med to solide rubberdrenger med smør og skiveskåret ost. En solid og standhaftig luns at starte dagen på - noget vi bestemt ikke kommer til at få meget af ovre i staterne.


Dagens andet farvel kom i lufthavnen, hvor Mark og Laura som et andet romantisk drama tog afsked ved gaten. I ti intense minutter omfavnede de hinanden i kærlighed og savn. Jeg kiggede på (det var på ingen måde akavet)


Her kommer tobakken ind i billedet, sidste smøg er røget - vi havde en knap så intens og kærlig afsked.


Farvel Danmark!

onsdag den 19. marts 2014

De sidste brikker

Der er nu præcis 72 timer til at flyveren letter, og vores tre måneder lange rejse i USA begynder! 
Vi tænkte, at nu var det tid til at få styr på det der mangler, og få aftaler med de sidste kontakter ovre i staterne. Gode intentioner har vi nok af, men en velstruktureret og ordenlig tilrettelagt tur har vi besluttet os for, at skyde en flot lang hvid pil efter.

Vi er to sunde unge mænd med ordenlige nordjyske manérer og rene negle - så mon ikke vi overlever selv de værste strabadser USA kan mønstre.

Hælder kaffe ned, mens vi får styr på det aller-sidste.
Dollar, Dollar Bill Y'all (Hov, det skal vi da også hæve!)